En uge i foråret 2011

Imens jeg læser det efter, inden udgivelse her på hjemmesiden, kan jeg kun være lykkelig for at min hverdag ser så meget bedre ud nu.

I 2011 var jeg stadig på en medicin, som jeg ikke mener gjorde nogen forskel på hverken angst eller depression.

Det er muligt det holdt mig i live, men mindes stadig den tid, som vanvittig svær og smertefuld.

En daglig kamp for overlevelse.

Ville ønske jeg kunne gå tilbage i tiden og hjælpe mig selv…

Mandag         

I dag er det meningen jeg skal møde i skole, men grundet en meget sen søndag nat valgte jeg at sove længere på trods af vækkeuret.

Imens jeg ligger i min seng med solens stråler ind ad vinduet kan jeg langt inde i mit sind føle uro. Som sædvanlig!

Jeg er allerede her på vej til angst, da jeg ikke ved om jeg går glip af noget vigtigt ved ikke at møde op, men jeg ved dog også at hvis jeg ikke får sovet, så vil jeg blive endnu mere følsom, som så kan lede til mere bekymring og angst.

Uroen når ikke at komme frem, og efter jeg er stået op får jeg en opringning fra min psykiater, som gerne vil have at jeg kommer tidligere ind til min samtale i dag. Det passer mig helt fint da jeg kan se at jeg har tid nok til mit morgenritual før jeg skal afsted.

Tænder for TV og får lavet min morgenmad. Straks efter jeg har spist husker jeg mig selv på min medicin. Her får jeg ofte prikket til min uro, for hvad nu hvis jeg allerede har taget den? Har jeg glemt at jeg allerede har taget den? Hvis jeg vælger at tro det, hvad så hvis det viser sig at jeg ikke har, så får jeg angst og bliver ked af det!

En veninde fra Italien som er kæreste til min kammerat kommer på besøg og drikker morgenkaffe. Jeg er glad for hendes selskab, men hun snakker meget og kan hurtigt blande mange emner sammen og forvirre mig. Forvirring gør mig fortvivlet, og så kommer følsomheden som kan lede til angst. Hun tilbyder aftensmad med hende og kæresten, og jeg siger ja selvom jeg er nervøs ved tanken. Hvad nu hvis de vil noget jeg ikke vil? Vil jeg få en hyggelig aften? Kan jeg tillade mig at gå tidligt hvis jeg vil noget andet? Er jeg overhovedet godt selskab? Hun siger farvel, og jeg gør klar til bussen mod psykiateren.

Jeg fortsætter med masser af energi ned til bussen. Ritalinen erstatter min morgenkaffe og får mig kickstartet. Jeg står ved busskuret og er lidt nervøs ved de andre. De siger ingenting, men hvor ville jeg gerne hilse og høre deres mening om vejret. Jeg er sædvanligvis bange for at blive skuffet. Jeg har fortsat lyst til at henvende mig til folk i bussen, men fokuserer på min mobiltelefon i stedet. Så bliver jeg ikke forvirret af alle de mennesker, og irriteret over ventetiden før jeg skal af.

Jeg oplever sjældent angst hos psykiateren, men kan nogle gange fremprovokere det af mig selv når jeg snakker om de ting jeg egentlig gerne vil, men som jeg ikke føler jeg kan. Jeg vil gerne feste og snakke med alle de smukke piger som jeg ser, men forsøget kan gøre mere ondt end jeg kan tåle. Tror jeg.

Jeg smiler altid til folk og virker så frisk som jeg nu kan, men det er nu fordi jeg håber at de så vil gøre det samme for mig. Denne strategi giver dog ofte bagslag da de jeg snakker med i klassen får et forkert indtryk at hvor stærk jeg er og derfor dømmer mig som forkælet eller doven når jeg fortæller om min stille hverdag. Jeg gengælder fordømmelse med smil, men lukker lige så stille i bagefter og overgiver mig til angsten som gør piner mig.

Efter samtalen er det hjem igen, og får snakket med folk fra skolen, over tlf. og facebook, som siger jeg ikke er gået glip af noget. Det hjælper på samvittigheden.

Jeg er ensom, og søger efter kærligheden. Eneste sted jeg føler jeg kan overskue er datingsider på nettet. Her er der dog masser af problemer, fordi mange aldrig skriver tilbage eller læser deres post, og får jeg endelig kontakt med en, så kan jeg føle at jeg automatisk trækker mig tilbage fordi det nu kommer for tæt på.

Angsten driller… Jeg er bange for at satse på et møde med en pige på netdating, for hvad nu hvis der venter en som er bedre? Hvad nu hvis hende jeg møder gør mig ondt? Hvad nu hvis jeg sårer hende?

Jeg kommer først i seng til midnat, og vågner først sent op tirsdag morgen.

Tirsdag

Jeg kommer sent op, og kan ikke nå at komme til skole. Endnu en dag uden skole. Endnu et nederlag… I dag er dog lidt anderledes, fordi vejret er fuld af regn, blæst og torden! Klassen og jeg skulle have været på tur med en naturvejleder i en skov, så jeg er egentlig glad for jeg ikke vågnede her til morgen! Bruger dagen på at se TV og gøre rent, samt starte på at lave lektier. Skal aflevere en opgave den kommende mandag, og selvom jeg har haft over 1 måned, så er jeg endnu ikke begyndt, men alligevel ikke særligt urolig ved tanken. Jeg får læst teori, og dovner indtil jeg tager til spinning med min bedste veninde. Hun er måske min eneste ven(inde).

Jeg tager cyklen ind til spinning, men er lidt urolig selvom jeg ved at det er en fremragende ide. Jeg får jo varmet op, og behøver ikke betale for en bus… men hvad nu hvis?

Til spinning ved jeg hvad jeg skal, og kan forvente. Jeg laver aldrig mere end mit hoved kan tåle, og er kun stille, hvis jeg er alene.. Det er altid lidt svært at holde gang i lidt småsnak, men det gør mig mere tryg at jeg ved jeg kan snakke med dem jeg træner med. Så kan jeg også tillade mig at pjatte lidt imens vi cykler. Min veninde bliver dog ofte frustreret når jeg vil småsnakke med en puls på over 180.

Går fra at være indelukket til at være ekstra meget glad og fjollet, ofte til glæde for de andre i rummet. Jeg elsker at få folk til at grine!

Jeg har det altid bedre træning, og føler mig mere fri. Har mere overskud. Jeg følges med min veninde og får lige et kram, inden jeg cykler hjem til mig selv igen.

Kigger resten af aftenen på datingsider, og oplever skuffelse hver gang jeg skriver til en som ikke svarer igen. De som svarer passer oftest ikke til mig alligevel. Måske findes min kæreste ikke på nettet, men ude i den virkelige verden hvor jeg ikke kan holde ud at være. Måske skal jeg bearbejde min angst og finde drømmepigen i Gaden hvor jeg aldrig kommer. Måske?

Onsdag

I dag går det frem ad fra morgenstunden, men kommer præcis 1min for sent til mit tog, så ender med at tage hjem igen. Endnu en dag uden skole! Fik dog snakket med min lærer, og han sagde at det ikke gjorde så meget. Vi skulle alligevel have en gæstelærer på besøg, og hans foredrag er ikke en del af pensum.

 Jeg er spændt, for i dag skal jeg modtage min nye racercykel som jeg har bestilt fra Tyskland. Ih hvor jeg glæder mig! Kigger på nettet og opdager at cyklen er i Aalborg og på vej til mine forældre! Skynder mig at ringe dem op, men de er ikke hjemme, så dropper alt og tager cyklen de 3km ud til gården, og venter der med min computer og skolebøger. Jeg får læst en del denne dag, men er anspændt da jeg er usikker om cyklen allerede ér forsøgt leveret.

Mine forældre kommer hjem, og vi snakker og jeg får læst lidt lektier. Jeg skal også til spil i et orkester i dag.

Min cykel ankommer, og jeg får den straks pakket op. Den skal samles, og jeg er meget spændt. Min anspændthed gør at jeg er mere følsom end normalt, og alle mine sanser bliver stærkere. Alle undtagen min evne til at rumme folk. Mine forældre virker mere i vejen end til gavn, og jeg ringer til min dirigent for at få fri så jeg kan lave cykel i stedet. Han siger at jeg skal møde op, og jeg indvilger selvom jeg ikke gider i dag.

Spiller musik i et orkester på ca. 30pers. hver onsdag. Her har jeg det godt, men igen har jeg det store smil på… facaden. De unge piger her forvirrer mig, for jeg kan ikke lade være med at se hvor søde og smukke de er, og hvor glade de er for at jeg snakker med dem. Det giver mig selvtillid, men jeg ved jeg er ensom og føler jeg skal tvinge mig selv til at holde afstand, så ikke jeg kommer for tæt på.

Jeg kommer ofte hjem med en følelse af ensomhed og uro. Undrer mig over hvorfor piger på min egen alder ikke kan være lige så søde og snakke med mig. Jeg føler ikke jeg kan have en kæreste under 22år fordi jeg skal kunne snakke med personen, ligeværdigt, om modne ting. Jeg vil heller ikke bare have et overfladisk forhold, fordi det gør for ondt når jeg ikke kan slå følelserne fra. Jeg er angst for at blive forelsket i en pige som er for ung. Det er kun de unge jeg møder i ugens løb, og kun de som vil snakke med mig. Jeg er angst for at blive forelsket.

Torsdag

Samme morgenritual som sædvanlig.

I dag får jeg besøg af en veninde fra klassen, og vi skal læse sammen. Det er dejligt med selskab. Får så sjældent gæster. Vi har aftalt at jeg laver aftensmad, og at hun tager lidt ingredienser med. Jeg betaler for det hele, for penge skal ikke være i vejen for det gode humør.

Jeg har i dag ingen anledning til angst, men hen ad mod aften er jeg ved at blive urolig, fordi min gæst ikke lægger op til at ville hjem igen. Jeg siger intet, og venter. Hun forlader først kl. 21, og jeg får endelig ro på efter de mange timers læsning.

Jeg er glad for besøg, men jeg skal kende vedkommende meget godt før jeg kan klare at have besøg hele dagen. Jeg bliver desuden bekymret for min gæsts reaktion hvis jeg beder dem om at gå. Jeg er bange for at skuffe. Det er også derfor at jeg er meget åben om at folk bare skal tage for sig i min lejlighed, for hvad nu hvis de forventer at jeg serverer noget, og så bliver sultne når jeg nu ikke gør det? Utilfredse mennesker gør mig angst. Jeg vil så gerne være elsket på trods af mine fejl.

Fredag

Vågner op, spiser min morgenmad og tager min medicin. Jeg skal læse med min klasseveninde igen i dag. Hun vil denne gang sørge for maden til aftensmad, og igen er der tryk på med læsning.

Jeg når dog først en træningstur med min nye cykel, og er urolig for om jeg nu kan lide den… Jeg vil gerne at min cykel føles som en ven jeg elsker at være sammen med.

Turen går godt, og få på vejen byttet en trøje i byen. Tog cyklen med ind i forretningen, for vil ikke have nogen tager den. Jeg laver sjov med ekspedienten og han gengælder ved at beundre min nye cykel. Er glad for hans accept, men bliver lidt urolig, da han ikke ser ud til at stoppe igen med snakken. Jeg ved jo ikke om jeg skuffer ham ved faktisk ikke at vide noget særligt om cyklen og cykelsporten. Jeg ved kun at den er god, og at jeg ikke har råd til en bedre.

Når det gælder skole forvirres jeg ofte i mine opgaver af alle de regler for opsætning osv. Hvad skal jeg skriver under Teori? Metode? Empiri? Diskussion? Konklusion? Ingen har nogensinde forklaret mig det så jeg er med, og jo flere gange jeg spørger, jo mere bliver jeg bekymret for at rode tingene sammen og tabe den røde tråd.

Studieveninden forlader denne gang ved 19 tiden, og jeg er glad for at få ro igen.

Bruger aftenen på sofaen med spil og netdating. Vinder nogle spil (League of Legends) på nettet, og det virker som om jeg er social og har en gruppe venner, som er afhængige af at jeg har det godt. Er glad for jeg aldrig har købt World of Warcraft. Tror aldrig jeg ville kunne forlade computeren igen!

Jeg spiller et netspil med min bror og nogle af hans kammerater som jeg kender. Spiller hjemmefra fordi jeg ikke kan lide tanken om at være væk hjemmefra, hos folk jeg ikke kender nok i forvejen. Min bror siger så også at ham der bor hvor de er, selv har problemer med psyken, og siger grinende at der kun er plads til én personlighedsforstyrrelse i gruppen ad gangen. Han mener det i sjov, men jeg kan ikke lide at blive betragtet som sindssyg. Specielt når hans sammenligning er helt ulogisk. Jeg har jo ikke en personlighedsforstyrrelse! Jeg er bare…bange…

Lørdag

I dag tænker jeg ikke på andet end opgave, og imens jeg spiser morgenmad ser jeg tv og sender min opgave til 2 kammerater, som vil se den igennem for fejl. Jeg er meget taknemmelig for deres hjælp, og hele min verden løftes lidt op, og jeg er glad. Min studieveninde kommer ikke i dag, og jeg får kun lavet opsætning i opgaven og tilsat en smule ekstra info. Ikke meget, men jeg er glad!

Hen ad dagen bliver jeg igen ensom, men får arrangeret at min bedste veninde tager en af sine veninder med hen til mig og ser MGP, Melodi Grandprix.

Jeg har det ret nemt med at tåle piger i mit selskab, men mænd giver mig angst… Jeg bliver bekymret og utryg. Ved ikke helt hvorfor.

Det blev en hyggelig aften, og jeg serverer masser af slik og drikkelse.

De to piger er begge smukke, og jeg er en smule forelsket i min bedste veninde. Da hun så har en single veninde med nu bliver jeg hurtigt bekymret, for hvad nu hvis hun forelsker sig i mig, men jeg egentlig hellere vil være sammen med min bedste veninde?! (som har kæreste)

Jeg bliver inviteret med over til et nærtliggende kollegie for at få en øl, men det er sent og vælger at sige god nat i stedet for.

Søndag

Vågner op efter at have sove ret uroligt. Morgenritualet gennemføres, og får startet på opgaven, som skal afleveres dagen efter.

Min studieveninde kommer igen i dag, og har taget aftensmad og frokost med. Vi skriver begge løs, men for én gang skyld får jeg besøg, og besøg, og besøg!

Min far, mor og niece kommer med vasketøj. Troede det var min mor alene, og det gav uro. Hun er vidst nok manio(depressiv) og ikke til at være sammen med, hvis jeg skal koncentrere mig. Min niece på 6 er dog ALTID velkommen, og hun får mig til at slappe af bare ved synet. De smutter igen efter 5min, og så er det tilbage til skrivning.

En time eller to senere kommer min tvillingebror forbi med sin nye kæreste, men efter 5min er de smuttet igen så jeg kan skrive videre. Hver afbrydelse er til stor frustration, men er ikke angst.

Klokken 21 er jeg færdig med min opgave. Jeg forklarede min studieveninde, tidligere på dagen, at jeg ikke kunne underholde denne aften fordi jeg havde brug for ro, så hun smutter straks efter.

Jeg er helt forvirret i hovedet. Alle timerne med skrivning har fjernet mine sociale evner og fokus. Jeg spiser som sædvanlig chokolade eller popkorn imens jeg venter på at få ro og komme i seng.