En formiddag i 2007
”I laver ikke en skid!”
… siger chefen højt med et sarkastisk smil på læben.
Han går tættere på, nærmest hvileløst.
Han bemærker ikke mine skuldre der langsomt sænker sig efter slaget over læben.
En dråbe blod glider ned og gør mine skægstubbe røde.
Min mund er tør efter utallige gennemgående tanker der flyver rundt i mit sind.
Han bemærker det ikke.
“Slaget” og “blod” er metaforer for den indre smerte jeg mærkede.
Tidligere på dagen, det er en tirsdag, vågnede jeg op med en smag af gammel aske i munden og en sagte dunkende hovedpine.
Jeg starter med et fokus på hvornår jeg skal vågne. Hvornår mit hoved kan følge med.
Ligger stille i den bløde lune seng og føler kulden fra natten der langsomt har luftet lejligheden.
Kulden, hovedpinen og smagen af asken holder mig lænket til sengen, med drømmen om endnu en times fred.
Tanken om dagens pligt får mig i sidste ende op.
Ellers ødelægger du det for dig selv.
Jeg har kun boksershorts på, de er hvide og påminder mig om min hvide krop.
En brunere teint ville måske gøre mig bedre.
Jeg sidder op i sengen og overbeviser mig selv om at et varmt bad vil hjælp på min kolde hud og den vedvarende dunken i mit hoved.
Pinen bliver værre da jeg rejser mig op og føler blodet falde fra mit hoved og ned til resten af min krop.
Heldigvis er der kort til brusebadet og med få skridt på det kølige gulv får jeg endelig smidt mine boksershorts i et hjørne på de stenfarvede klinker under håndvasken.
De hvide vægge, håndvasken og toilettet lyser på fra solen igennem det lille ru vindue ved den nu lukkede dør.
Bruseren bliver tændt, varmen sat i gang og den høje brusen fra badet og de vildfarne dråber genopfrisker mit ansigt, men det er først da jeg har hele kroppen under bruseren med det varme vand løbende ned af mit kolde ansigt at hovedpinen og de dovne øjne vaskes væk.
Jeg beser min blege krop i spejlet og lægger endnu engang mærke til min løse skulder, arrene på min albue efter styrtet på min cykel for 2 år siden, min blege småbumsede, men stærke krop, og mit blege ansigt, med korte røde skægstubbe der stikker frem som en tynd pels om mine kinder, hage og hals.
Jeg burde nok barbere mig.
Bruseren mangler kraft pga. den gamle kalk i hovedet der aldrig er blevet renset.
Jeg får det nok heller ikke gjort i min tid.
Efter en hurtig diskussion beslutter jeg at lade sæben stå og nøjes med det varme vand.
Alle behårede og gemte steder på min krop vaskes og til sidst slukker jeg vandet imens Jeg bestemmer mig for hvilket håndklæde jeg skal bruge.
Det store og tykke, men dårligt absorberende jeg har brugt de sidste dage, eller det mindre, nyfoldede, der virker bedre.
Jeg vælger det store.
Så sparer jeg et par dage før næste tur til vaskemaskinerne.
Efter en hurtig tørring får jeg valgt en undertrøje og et par underbukser i mit klædeskab ved siden af køkkenet tæt på hoveddøren.
Jeg har to par dyre underbukser fra min svogers tøjbutik som passer perfekt, men gemmer dem til en særlig lejlighed og vælger i stedet et par af de gamle bløde boksershorts.
Jeg tænder hurtigt for Tv’et og vælger et program der er værd at se her kl. 11 om morgenen.
Jeg vælger så et par gamle bukser og en slidt T-shirt som jeg tager på.
Skal på arbejde i dag.
Bedst at tage tøj på der kan tåle snavset..
De høje stemmer fra Tv’et beskæftiger mine øre imens jeg ser efter 2stk rugbrød med pølse og margarine i køleskabet.
Mine mave skal have fibre, så sparer jeg maven for at knurre senere på dagen.
Efter at have smurt min mad sætter jeg min kaffe-trykkoger over.
Lige nok til 2 kopper stærk sort kaffe før middag. Sådan får jeg mit blodtryk op at køre. Det er næsten som at lave noget energisk, bare uden at min krop rører sig.
Jeg finder nu min lille æske frem med Zeldox.
Én kapsel á 20mg dagligt efter aftale.
Medicinen anvendes til behandling af skizofreni, mani eller maniodepressiv lidelse.
Jeg fylder et af de 6 store glas op jeg har, i et af de hvide køkkenskabe ved siden af emhætten, med vand fra hanen.
De små skal fyldes op oftere.
Så tager plads ved mit lyse olierede egetræsbord, på en af de fire polstrede træstole, med armlæn, jeg har lånt af min fatter.
De er dejlige at sidde i.
Den lille tallerken med mad, 20mg Zeldox og glasset med vand følger med.
Den første rugbrød spiser jeg tilfreds imens jeg følger med i en af de utallige amerikanske ungdomsserier hvor det så ofte synes at en kæreste løser alle livets problemer.
Det ville være rart med sådan en kæreste.
Så kommer jeg til pillen.
Jeg ved at hvis jeg ikke tager den, så vil mit arbejde skræmme mig, og mine kammerater vil blive utålelige mennesker, kun med tanker for sig selv. Det er dog ikke altid at pillen hjælper på dette problem.
Jeg synker den med store slurke af vand…
Kapslerne bør indtages i forbindelse med måltider og sammen med rigelig mængde vand (1½ dl Vand)
… og fortsætter med at spise min sidste mad imens jeg ser hvad klokken er på tekst-tv.
Der er kun 30min til min serie starter. Serien der splitter dagen i to, og giver mig 45min fordybelse og spænding.
Jeg bruger de 30min på at sætte min tallerken i vasken til de andre jeg ikke fik ordnet i går…
Skal jeg vaske dem nu?
Jeg har 28min endnu og hælder den færdige kaffe over i en lille kop.
Jeg kommer lidt mælk i.
Så får jeg ikke mørke tænder siger storesøster.
Jeg kigger rundt i lejligheden, men ender med blikket rettet mod Tv’et.
Den følelsesladede dialog mellem to elskende på 17år der lover hinanden at være sammen for altid vækker en afsky i mig.
Jeg tager fjernbetjeningen og finder et andet program. Valget står imellem endnu en teenagers tåreperser og noget andet der virker mindre ligegyldigt.
Jeg sætter mig ned i stolen og tager en tår kaffe imens jeg tænker på hvordan mit arbejde nu vil gå.
Det er kun 4 timer du skal klare Kim, måske 5, men ikke over 6.
Kan ske vi bliver færdige før i dag, men så er der jo for få timer på til månedslønnen kommer.
Det skal nok gå.
Jeg har taget min pille og spist en sund morgenmad så maven er i bero, kaffen gør mig frisk, og…
…cykelturen til arbejde frisker dine øjne op.
Det går nok.
Bare hold dig lidt for dig selv, sæt musik på i dine øre og fordyb dig i arbejdet til du får fri. Så går det sku nok godt nok.
Efter din Tv-serie er klokken 13:25 og du er ved indgangen til arbejde kl. 13:40. Det giver vel de normale 4timers arbejde du har brug for, og tænk ikke på chefen, han vil bare se dig arbejde så så længe du ikke holder pauser eller køber flere varer fra lageret, så går alt nok fint, kaffen, musikken, og de muntre samtaler imellem de andre vil holde dig kørende.
Der er også lidt frugt i en kurv i pauserummet du kan spise hvis det går galt.
Ja, det er vel rigtigt.
Du cykler bare resolut når serien er overstået, og påbegynder arbejdet som sædvanlig.
Serien starter snart, vi må hellere slå over på kanalen.
Ja, det går nok.
Efter serien har jeg drukket min kaffe færdig og sat den i vasken, fyldt min rygsæk med en hobbykniv, kuglepen, og en ekstra trøje til hvis jeg nu skulle blive kold.
På mine ører hænger mørkegrå høretelefoner.
Ledningen ned til mp3afspilleren fører jeg under min jakke der består af en tynd, vindtæt træningsjakke og en tyk cardigan med lynlås.
Træningsjakken holder den blæsende og kolde vind væk og dens lille lomme i højre side giver plads til mp3afspilleren og mine nøgler.
Den tykke cardigan holder mig varm.
- Nøgler
- Pung
- Mobiltelefon
Ingen beskeder.
Sætter den på lydløs, så glemmer jeg det ikke når jeg er på arbejdet.
Jeg overvejer om jeg har glemt noget, men tallene stemmer.
Jeg slukker for tv’et, kigger rundt for at se om jeg har glemt noget, og fortsætter ud af døren hvorefter jeg lukker og låser.
Jeg er på 1ste sal og går langsomt ned ad trapperne for at vække mine benmuskler. Trækker vejret dybt for at få frisk luft ned til asken.
Følger de store fliser forbi de andre kollegieboliger til jeg står foran cykelskuret. Det er underligt at de sætter sådan en stor lås på døren når hængslerne sidder på blotte skruer der kan fjernes med en enkelt skruetrækker. Det er da logik for burhøns. Min nøgle til lejligheden kan med lidt overbevisning også åbne låsen til cykelskuret.
Fuck, den lås er kold!
Da døren åbner sig tænder jeg for lyset og finder min cykel blandt de andres.
Min cykelnøgle sidder i bundtet med nøglen til lejligheden der nu sidder fast på hængelåsen som en sikkerhedsforanstaltning så man ikke glemmer at låse.
Selvfølgelig glemmer man da ikke at låse.
Det er ens egen cykel til 3000kr eller mere der er der inde.
Kun en absolut idiot ville glemme at låse døren.
Døren, den mest ulogiske sikkerhed jeg længe har set.
Kun en skruetrækker skal det til.
Jeg låser, med lidt besvær fra den tunge hængelås, min cykel op.
Et røvhul skal fandme ikke løbe af sted med min cykel!
Lad os se ham cykle med låsen på.
Ham og hans skruetrækker kommer sku ikke langt.
Heh…
Jeg tager fat om cyklen, sparker støttefoden op og forlader skuret. Slukker lyset før jeg lukker.
Det er spild at lade lyset stå.
Jeg sætter hængelåsen på døren og klikker den sammen. Er sikker på den er låst før jeg sætter mig op på cyklen og tager af sted på arbejde.
Det skal nok gå Kim.
Du har spist en god morgenmad, drukket lidt kaffe, sørget for at alle tingene er med i tasken.
Er der noget Jeg har glemt?
Alt er klaret.
Vi skal bare på arbejde, holde os lidt i baggrunden og huske at opføre os pænt.
Så sker der ikke noget.
Det går nok.
10. marts, 2021
Jeg kan (lykkeligvis) næsten ikke genkende den person, som skrev ovenstående tilbage i 2007.
Det er skønt at vide hvor langt Jeg er kommet, her 14år senere.
Jeg ryger ikke længere, bestået en Bacheloruddannelse, gennemført en hel Ironman, og fik rettet min (fejl)diagnose til Aspergers Syndrom (med depression og angst).
Livet ser noget lysere ud nu… men der er stadig lang vej igen…
Det svageste led
Studiejobbet endte kort tid efter.
Jeg kunne ikke overskue at sende varer, da vi var flere om de samme computere, og stod tæt.
Troede det var oplagt at jeg så ryddede op imens de andre gjorde færdig.
Desværre blev min effektivitet målt på antal af sendte pakker.
Chefen kaldte mig “det svageste led”, og Jeg blev opsagt.