Værnepligt
Hvorup Kaserne
(1. august – 14. august 2006)
…Efter sommerferien var det meningen at jeg skulle ind og aftjene min værnepligt, men bare efter den første uge, kunne jeg mærke at noget var galt igen.
Blev kørt af min far op til kasernen dagen før jeg skulle møde for at snakke med dem der også kom tidligere, dvs. mest sønderjyder og københavnere. Mit første indtryk var usikkert, men alligevel venligt.
Blev pænt modtaget med smil og fandt med lidt hjælp en stue, hvor jeg i løbet af aftenen faldt i god snak med de andre og endda blev midtpunktet for selskabeligheden. Folk synes jeg var sjov, og mødte endda én person som jeg har konkurreret imod til div. musik konkurrencer. (er tidl. Tubaspiller i Brass´n Harmony) Det gav plads til en god snak.
Om aftenen havde jeg problemer med at sove. Jeg satte mig op i sengen, vendte og drejede, og vågnede så op omkring kl. 07:00, efter ca. 3timers søvn.
Herfra skulle vi have vores udrustning og kontrolleres af læge. Jeg fortalte lægen hvordan jeg havde det og om mine enkelte skader siden session, men lagde størst vægt på at jeg gerne ville fortsætte til psykolog. (startede med psykolog ca 1md før starten på værnepligten). Han snakkede energisk til mig og fik mig overbevist om at alt ville gå som smurt og at jeg bare skulle slappe af og få nogle venner. Det var betryggende at høre, men på trods af at jeg senere havde mødt min stue, og havde fået mig rimeligt bosat begyndte mine følelses-anfald igen.
Følelses-anfaldene består af at jeg enten føler jeg skal græde og kommer helt ud til punktet hvor der ikke skal mere til før at jeg bryder sammen i gråd, men mere bliver det ikke til. Andet er at jeg for i hvert fald to tilfælde indenfor 5min fik aggressionsbilleder i hovedet. De blev udløst da jeg var i gang med at pakke noget grej sammen med de andre i stuen og vores sergent.
Jeg var kommet meget bagefter fordi mit bælte ikke passede ordentligt. Blev ved med at lave de samme fejl igen, når jeg skulle indstille størrelsen. Oven på dette kom at min sergent udtalte mit efternavn forkert. Han udtalte det nærmest som Burger, og det fangede en af de andre på stuen og drillede resolut med det, men dog langt fra mobbede. Alligevel fik jeg et stærkt billede i hovedet af hvordan jeg smækkede en knytnæve i ansigtet på ham så blodet sprøjtede ud. Lidt efter var min sergent lidt efter mig fordi jeg fortsat var bagud og med ham fik jeg et billede af hvordan jeg skubbede til ham, imens jeg verbalt svinede ham til og nærmest krævede respekt.
Efter pakningen fandt jeg igen sergenten og bad ham om at få en tid hos lægen på infirmeriet. Det kunne først blive den næste morgen, så aftenen gik med at ringe hjem og se en film på soldaterhjemmet, uden nogen bekendte med. På dette tidspunkt var de følelsesmæssige nedture oftere, og jeg glædede mig til at snakke med lægen.
Næste dag var jeg stadig nedtrykt. Jeg kom ind til lægen og imens hun spurgte mig om nogle ret konkrete spørgsmål vedr. de billeder jeg fik i hovedet, og de nedture jeg havde, blev jeg endnu mere ked af det, og før jeg havde set mig om ringede hun til psykiatrisk sygehus, hvor jeg hurtigt blev indlagt til overvågning i et døgns tid.
Psykiatrisk skadestue
Min første samtale derinde var med en flink stille midaldrende mand, og en ældre rynket dame. Damen kunne jeg ikke lide, for hun udviste ingen forståelse for mig fra starten af. Når jeg fortalte hende om mine dyriske lyster til at gøre nogle meget voldelige handlinger mod mennesker der gik imod mig kom hun i forsvarsposition og forklarede om lov og ret. Fortalte hende også om den tryghed jeg oplevede da jeg tog ørepropper på til min første festival nogle måneder tidligere. Min egen mening med det var ikke at skade ørene, men fandt at jeg samtidig vandt en vis tryghedsfornemmelse ved det. Damen mente dog at det var fjollet og ikke hørte sig til når man nu havde betalt for at høre musikken, ikke dæmpe den.
Jeg blev hurtigt irriteret på hende, men genfandt glæden i besøg fra familien. Mor, Far, tvillingebror, ældste storebror og selv min storesøster kom forbi og hilste på mig. Var glad for besøgene, og bagefter skulle jeg også snakke med en af aftenvagterne på psykiatrisk sygehus, som ville høre hvem jeg var. Det gik fint, og han endte samtalen med fortælle at han var helt tryg ved at vende ryggen til mig. Det gjorde mig glad.
Næste dag, efter en forbavsende god nats søvn, snakkede jeg med en psykiater, hans kollega og igen den stille mand fra det første interview.
Blev spurgt om en masse spørgsmål, men på trods af min ihærdighed efter at være ærlig, fik jeg ikke svaret helt rigtig på alle spørgsmålene. Dog endte det med at han erklærede mig for værende “ikke sindssyg”, men fortalte i stedet at jeg bare følte meget mere and andre mennesker, og kunne herefter vende hjem, for senere på ugen at aflevere min uniform.
På baggrund af samtalen med lægen på infirmeriet havde Forsvaret allerede samme dag erklæret mig uegnet til at fortsætte min værnepligt på baggrund af ”tilpasnings-vanskeligheder”. Det var en stor skuffelse for mig selvom jeg egentlig godt vidste at hvis jeg var blevet og anfaldene blev hyppigere, så kunne der i værste tilfælde være en risiko for at mine aggressionsbilleder blev virkelighed, eller at jeg udsatte mig selv for skade.
Læs også
